Den Gamle By

Den Gamle By er en fantastisk mulighed for at gå en tur i tiden og opleve, mærke, prøve og smage flere hundrede års historie.

Tag familien med på en rejse gennem tiden og oplev tidstypiske mennesker, som kan fortælle om livet i de tre bydele: 1864, 1927 og 1974.

Den Gamle By - 1864

Den ældste del af Den Gamle By viser en dansk købstad med huse, have, butikker og værksteder som på H.C. Andersens tid.

Bygningerne stammer fra byer i hele Danmark og er blevet genopført i Den Gamle By. Det ældste hus er fra 1550.

 

Den Gamle By - 1927

Herfra bevæger man sig videre til 1927, hvor byen er blevet moderne med biler, fortove, gadelamper og gavlreklamer.

Gå blandt andet på opdagelse på automobilværkstedet, i telefoncentralen og på posthuset.

Den Gamle By - 1974

I 1974-kvarteret oplever man, hvordan velfærden og kvindefrigørelsen satte sit præg på den almindelige danskers hverdag. Her kan man blandt andre besøge kernefamilien, kollektivet, den grønlandske studerende og de seks tyrkiske gæstearbejdere. Kvarteret rummer også både værksteder, butikker og Café Bonnich, hvor man kan nyde en tidstypisk kage og en kop varm chokolade.

Den Gamle By er verdens første frilandsmuseum for byernes kulturhistorie. Museet er tildelt de maksimale tre stjerner i Guide Michelin og har fået de maksimale fem stjerner i den danske mærkningsordning.

Flere billeder